Ophtalmologi

Conjunctiva er den tynde, fleksible slimhinde, som beklæder den indre overflade af det øvre og nedre øjenlåg, begge sider af det tredje øjenlåg og den slimhindebeklædte del af øjeæblet.

Conjunctiva består primært af stroma, der er opdelt i et dybere fibrøst lag (bindevæv, blodkar og nerver) og et mere overfladisk lag, rigt på lymfoidt væv. Epitelet er rigt på bægerceller og dækkes af den periokulære tårefilm, der smører og forsyner epitelet med næringsstoffer.

Da conjunctiva og tårefilmen er tæt forbundet, vil en abnormitet i en af disse strukturer medføre, at den anden struktur også påvirkes. Bægercellerne i conjunctivas epitel producerer den mukøse del af tårefilmen, hvilket medfører, at en reduktion i antallet af bægerceller påvirker tårefilmens stabilitet, der kan resultere i sekundære problemer i cornea. Hvis tårefilmen forandres af andre årsager, vil dette medføre, at conjunctivas funktion forringes.

Da conjunctiva er en slimhinde, der udsættes for mange udefrakommende faktorer, er den også meget responsiv. Det rigt vaskulariserede og lymfoide væv reagerer hurtigt, og conjunctivitis er en almindelig differentialdiagnose, der hyppigt stilles på symptomet ”rødt øje” i praksis. Klinisk er det vigtigt at kunne skelne mellem, om rødmen er relateret til de overfladiske blodkar i conjunctiva eller til de dybereliggende episclerale blodkar, da det kan være forskellen mellem en mere alvorlig tilstand, der kan påvirke synsevnen, og en mere overfladisk inflammation, der kun påvirker slimhinden.

Blodkarrene i conjunctiva er tynde, bevægelige og vidt forgrenede. De er rosa til lysere røde og har ofte et mere snirklet udseende. Når øjet dryppes med 2,5 % phenylefrin eller et andet adrenergikum, trækker blodkarrene sig hurtigt sammen og blegner. Dybere episclerale kar er større, mere faste og mørkere røde. Hvert enkelt blodkar er mere distinkt og forgrener sig sjældnere. Blodkarrene er længere tid om at trække sig sammen og trækker sig sammen i mindre grad ved topisk applikation af phenylefrin. Ligesom huden har conjunctiva en normalflora af mikroorganismer. Studier viser, at størstedelen af de bakterier, der er dyrket fra conjunctiva hos raske katte og hunde, er grampositive, Staphylococcus spp er den mest almindelige. Det er sædvanligvis af stor betydning at have kendskab til normalfloraen, når potentiel patologi skal overvejes/vurderes.

keyboard_arrow_up