Otitis externa
Otitis externa er en meget almindelig diagnose indenfor smådyrsverdenen. I et nyligt gennemført studie var otitis eller infektion forårsaget af øremider (Otodectes cynotis) den endelige diagnose hos 5 % af alle undersøgte hunde og hos 2 % af alle undersøgte katte1. Selvom otitis externa er almindeligt forekommende, kan behandling af denne sygdom (som med andre hudsygdomme) være udfordrende og undertiden frustrerende. En vellykket behandling kan indebære langvarig eller i visse tilfælde livslang behandling, hvilket kræver et stort engagement fra dyreejeren og en god relation mellem dyreejer og dyrlæge.
1 = Hill, P.B. et al. Veterinary Record (2006); 158: 533-539
Hvad forårsager otitis externa?
Ætiologien for otitis externa er multifaktoriel og omfatter varierende kombinationer af primære og sekundære årsager til inflammation samt forstærkende og prædisponerede faktorer. Denne klassificering afspejler de seneste resultater indenfor veterinær dermatologi.
Primære årsager til inflammation inkluderer allergiske hudlidelser (såsom atopisk dermatitis og fødevareoverfølsomhed), ektoparasitter, fremmedlegemer, keratiniseringsdefekter, tumorer eller polypper i øregangen, samt immunmedierede og autoimmune sygdomme.
Sekundære årsager til inflammtion inkluderer bakterielle infektioner og gærsvampeinfektioner. Infektioner opstår når de primære inflammationsårsager fører til en forandring af mikromiljøet i øregangen, samt forstærkende og prædisponerende faktorer, som fremmer væksten af mikroorganismer.
Forstærkende faktorer opstår som følge af inflammationen og forhindrer den i at hele. Eksempler på sådanne faktorer omfatter tab af ørets selvrensende mekanisme og progressive patologiske forandringer i øregangen. Disse faktorer forandrer miljøet i øregangen, for eksempel ved at reducere lumen, reducere luftcirkulation, øge fugtigheden og tilbyde næring og et 'fristed' for mikroorganismer. De patologiske forandringer kan blive irreversible, hvis øreinfektionen ikke behandles korrekt. Prædisponerende faktorer øger risikoen for, at dyret udvikler otitis, men forårsager ikke otitis alene - udvikling af otitis kræver altid tilstedeværelsen af underliggende primære udløsende faktorer.
Prædisponerende faktorer omfatter fysiske abnormiteter (fx unormalt smalle øregange, hængende ører eller kraftig hårvækst i øregangen), høj fugtighed (fx grundet svømning), endokrine lidelser såsom hypothyreoidisme og iatrogene faktorer (fx traume grundet brug af vatpinde).
Mikroorganismernes rolle
I en normal øregang er huden ikke steril. Normalfloraen består hovedsageligt af grampositive bakterier, men mængderne er små. Gærsvampe er også tilstede i små mængder. Bakterier og gærsvampe er således ikke primære faktorer for udvikling af otitis, eftersom de ikke forårsager otitis i et normalt øre. Forandringerne i øregangens mikromiljø kan imidlertid resulterer i overvækst af disse kommensale mikroorganismer eller et skift til ikke-kommensale patogene gramnegative bakterier. Hvis dette sker, kan bakterie- og gærsvampeinfektioner være sekundære årsager til otitis.
Et skift til gramnegative organismer, som Pseudomonas, er oftest forbundet med kronisk otitis externa. Ved at forhindre at akutte tilfælde bliver kroniske gennem korrekt indledende- og kontinuerlige behandling samt løbende forebyggende behandling, kan man bidrage til at forebygge infektion mod denne bakterie, som er vanskelig at behandle. Tabellen nedenfor giver et overblik over forekomsten af forskellige mikroorganismer, som er isoleret fra over 3200 hundeører med otitis externa i 15 forskellige kliniske forsøg. Stafylokokker og Malassezia var de mest almindelige isolerede mikroorganismer. Gramnegative organismer som Pseudomonas blev isoleret mere sjældent.
| Staphylococci | 51.6% |
| Malassezia pachydermatis | 41.6% |
| Streptococci | 15.1% |
| Pseudomonas | 13.5% |
| Proteus | 10.9% |
| Coliforms | 8.8% |
2 Harvey, R.G.et al Ear Diseases of the Dog and Cat (2001); 37 Manson Publishing
Kliniske symptomer
De kliniske symptomer på otitis omfatter kløe, hovedrysten, sekret fra øret, ubehagelig lugt samt smerter eller ubehag. Ejeren vil ofte bemærke et eller flere af disse kliniske symptomer, hvilket vil få dem til at opsøge deres dyrlæge.
Diagnose
Diagnosen otitis externa kan stilles ved at gennemgå de kliniske symptomer samt udføre en almindelig klinisk undersøgelse og en otoskopi. Der bør i alle tilfælde laves en cytologisk og parasitologisk undersøgelse, så den rette behandling kan gives. Hvis der påvises stavbakterier ved den cytologiske undersøgelse, bør prøver af øresekret sendes til dyrkning og resistensbestemmelse.
Otitis kan klassificeres som akut, subakut, kronisk eller recidiverende/tilbagevendende, afhængigt af hvor længe de kliniske symptomer har været til stede, og hvordan dyret tidligere har responderet på behandling.
| Akut | Kliniske symptomer i ≤7 dage |
| Subakut | Kliniske symptomer i >7 men ≤30 dage |
| Kronisk | Kliniske symptomer i >30 dage |
| Recidiverende | Tilfældene stopper efter endt behandling, men kommer igen med jævne mellemrum |
Det er ikke muligt at lave en komplet dermatologisk anamnese under en ti minutters konsultation, men der er syndsyligvis heller ikke brug for dette ved første eller anden præsentation af et akut tilfælde af otitis externa. Hvis otiten derimod er recidiverende eller kronisk, er der behov for en detaljeret dermatologisk anamnese og undersøgelse. Ved disse tilfælde kan der være nødvendigt med en henvisning.
Behandling
Første eller anden gang dyret lider af akut otitis externa, er det rimeligt at give symptomatisk behandling. Lokale behandlingsmuligheder omfatter ørerens (såsom CleanAural) og medicinske øreprodukter (såsom Canaural vet.)
Uanset hvilken topikal behandling der vælges, er det vigtigt at følge op på tilfældet for at kontrollere, at øregangen er ren, samt gentage den cytologiske undersøgelse for at sikre, at infektionen er væk. Dyreejeren bør gøres opmærksom på, at det i mange tilfælde vil være nødvendigt med profylaktiske foranstaltninger såsom fortsat rensning af øret for at forhindre recidiv.
Alle akutte tilfælde af øresygdomme hos en kat eller hund kan potentielt udvikle sig til recidiverende eller kroniske tilfælde. Korrekt behandling af disse tidlige tilfælde samt hensigtsmæssig opfølgning og forebyggende behandling er derfor afgørende.